Lindormen han ligger i græsset så grønt,
- Så lystelig han månne fremskride -
han agted’ at gjæste den jomfru i løn.
Så forlader Gud aldrig sine.
 
Ung Signelil sitter i sit bur,
- Så lystelig han månne fremskride -
og der slog hun guldharpen prud’.* * egl sur
Så forlader Gud aldrig sine

Guldharpen hun slog på skarlagenskind,
- Så lystelig han månne fremskride –
så kom lindormen skridende ind.
Så forlader Gud aldrig sine.

“Og Signelil sig, trolover du mig?
- Så lystelig han månne fremskride –
det rødeste guld jeg giver dig.”
Så forlader Gud aldrig //